skrevet af Sonja Marie Overgaard og Nina Ventzel Davidsen

v. Jukka Jokilehto

Efter en kort gennemgang af både klassisk arkitektur, moderne kunst og byplanlægning, begyndte Jukka Jokilehto (JJ) med en definition af nogle, for seminaret, aktuelle begreber. F.eks. hvad er æstetik? Hvad er Kultur? Kulturhistorie og antropologi, kulturarv m.fl. JJ inddragede pointerne fra flere større konventioner og organisationer, f.eks. The Hague Convention, UNESCOs World Heritage List og ICOMOS.
JJ påpegede, at vi ikke blot skal bevare det materielle ved tingene, men også tingenes ånd og liv, og tilføjede, at jo mere interessante tingene bliver, jo mere politiske bliver de. JJ mener, at det er nemmere at retfærdiggøre bevarelsen af noget æstetisk end bevarelsen af noget grimt, især på det politiske plan. Herefter tilføjer han, at politikere ikke er dårlige mennesker, - de er bare ikke oplært indenfor Kulturarv, hvilket også er en af JJ’s pointer med oplægget. Man skal vide, hvad man arbejder med.
JJ inddragede John Ruskin med citatet: ”You can never speak of conservation/restoration without mentioning John Ruskin”. Hvorefter JJ konkluderede ud fra Ruskin, at en almindelig bygning ikke er arkitektur. Arkitektur er det, der gør en bygning speciel. Arkitektur skal gøres historisk og bevares som historisk. Herefter inddrog JJ den italienske restaureringsarkitekt Cesare Brandi, der ser på historikeren som en advokat, der skal præsentere en sag fra en historisk synsvinkel.
JJ påpegede, at man ikke kan begynde at restaurere en bygning ud fra ens personlige æstetiske vurdering, og at et sådant arbejde skal bygge på registrering, opmåling, dokumentation med mere.
Ifølge ICOMOS’ guideline fra 1993, er konservering en kulturel, kunstnerisk, teknisk og håndværksmæssig aktivitet baseret på humanistiske og videnskabelige studier samt systematisk forskning. JJ tilføjede til dette, at restaureringer aldrig må være det samme, men derimod respektere den kulturelle kontekst i hvert enkelt tilfælde. Afslutningsvist fremhævede JJ vigtigheden af at kommunikere med hinanden og at tale det samme sprog, så vi kan forstå, hvad vi hver især taler om.

v/Henrik Harnow

Henrik Harnow (HH) var inviteret til seminaret for at kaste lys over den kulturhistoriske tilgang til faget restaurering. Han udtrykte glæde over den sjældne mulighed, det var at få lov til at komme og uddybe nogle af de synspunkter, der findes indenfor kulturhistorien.
HH stillede spørgsmål ved, om æstetik og kulturhistorie behøver at være hinandens modsætninger, hvilket han selv svarede nej til og tilføjede, at et moderne arkitekturbegreb gør, at meget mere kan kaldes arkitektur end kun det æstetiske. HH pegede også på, at arkitekter ofte opfatter historien på en anden måde end kulturhistorikere gør og tilføjede, at hvis man bruger slid og andre menneskespor som en kulturhistorisk værdi, ender det med, at vi bevarer alt, hvad der er gammelt og slidt, hvilket ingen kan være interesserede i. Derimod kan kulturarven rumme både æstetiske og kulturhistoriske værdier.
HH fremhævede, at de kulturhistoriske fredninger, der gennemføres i dag, ikke er præcise nok og derfor kan være svære at vedligeholde. HH fremhæver Dahlerups Pakhus fra 1894, som i dag er Ingeniørernes Hus. Mange mente, at bygningen ikke var meget værd, men ingeniørerne havde fået øje på bygningens historie, der fortæller om den første bygning, vi har herhjemme, der er støbt i jernbeton.
I oplægget blev der også nævnt en række fordomme, f.eks. at mange oplever en kedsomhed og en træthed over for historiske bygninger I sådanne sager mener HH, at transformation er vigtig for bevaring.
HH fremhævede, at selvom vi ikke ved alt om historien, så ved vi rigtig meget, og han advarede mod at bruge historien som en mytologisk gavebod, hvor man kan shoppe det, man har lyst til. Der findes bygninger, der ikke er fredet, men stadig arbejder med historien. Dem skal vi passe på. Som eksempel blev vist Brande Remise, restaureret af Jørgen Overbys Tegnestue, med stor forståelse for historien, hvilket har efterladt en masse identitet i bygningen.
Afslutningsvist præsenterede HH følgende fire cases, som indeholdt nogle af de temaer, der var taget op i oplægget:

1. Langegade i Odense, der er præget af en række anonyme arbejderboliger, hvis udtryk i dag minder meget om 30’ernes. Den står som et klart eksempel på industribyen, hvor folk fra landet flyttede ind, da de kom til byen.
   
2. Møller. Bl.a. Kaleko Mølle og Grubbe Mølle, Faaborg.
   
3. Andelsmejerierne, bl.a. Skovby Andelsmejeri, Bogense Andelsmejeri og Fuglevig Andelsmejeri. Mejerierne stiller spørgsmål ved, om man skal bevare mejerierne på grund af deres typiske arkitektur, eller fordi de har en historie, vi gerne vil fortælle.
   
4. Broer, bl.a. Hængebroen på Brahesborg og Gefionsbroen i København fra 1892.
   

Som afrunding fremhævede HH, at historien ikke skal bruges som en glasur men som argumenter for bevaring. Æstetiske vurderinger kan ikke stå alene, og derfor ønsker HH en øget inddragelse af kulturhistoriske kompetencer. Der skal ikke graves grøfter mellem de to poler, - tværtimod.

v/ Lone Wiggers

Lone Wiggers (LW), arkitekt fra C.F. Møllers Tegnestue og medlem af Det Særlige Bygningssyn, var den tredje taler ved årets Restaureringsseminar.
LW var inviteret som repræsentant for den æstetiske tilgang til restaurering. Hun påpegede dog, at hun ikke brød sig ret meget om denne rolle, hun var blevet pålagt, da hun faktisk delte mange synspunkter med blandt andre Henrik Harnow. Hun fremhævede, at bygningskunst også baseres på undersøgelser, og at der skal være et samspil mellem det nye og det gamle, så de to perioder kan berige hinanden. LW betonede derfor, at det er vigtigt, at vi som faggrupper arbejder sammen og bruger det eksisterende som driver og ikke som en begrænsning for nye tiltag. Ifølge LW kan vi ikke lave god arkitektur uden, at det baseres på kulturhistorien, og dette skal gøres med viden. I arbejdet med de eksisterende bygninger talte LW for at tilføre værdi ved at tilføje vores egen tids lag.
LW mener ikke, at vi skal bevare alt, men at vi skal være bevidste om, hvad det er, vi skal bevare. Hun arbejder med transformation af bygninger og definerer ikke sig selv som værende indenfor enten æstetik eller restaurering. Gennem tre eksempler viste hun, hvorledes C.F. Møllers Tegnestue har arbejdet med transformation af bygninger i Italien.
I hendes oplæg appellerede hun til, at vi skal stoppe skyttegravskrigen og droppe de fordomme, der hersker mellem restaureringsarkitekterne (som med deres dybe viden og tilbageholdenhed repræsenterer ”i går”) på den ene side, og bygningskunstarkitekterne (individualisterne, de ultralighte æstetikere, der repræsenterer ”i morgen”), på den anden side.
LW fremhævede, at hun er fortaler for en differentieret restaureringsholdning, der forholder sig til den enkelte bygning. Hendes ønske er, at vi skal bevare for at give dybde, men også udvikle, hvorved vi kan vække bygningerne til live igen.

v/Lars Nicolai Bock

Lars Nikolai Bock (LNB), arkitekt og lektor ved arkitektskolen Aarhus, sammenfattede med sin præsentation dagens oplæg og diskussioner. Han lagde vægt på, at det kulturhistoriske og det æstetiske hænger sammen og beriger hinanden, og at vi bør stræbe efter at forene disse to elementer. Hans tilgang er, at lave kulturhistoriske undersøgelser med et æstetisk blik.

LNB efterlyste en mere akademisk tilgang til kulturhistorien og stillede spørgsmål ved, om ’begivenhedskulturen’, f.eks. de tilbagevendende vikingetræf, giver en større forståelse for historien? Eller om det er tab af autenticitet?

Restaureringsfagets omfang og berøringsflader omfatter ifølge LNB bygningskunst plus noget mere. Han påpegede, at det ikke er nok at vide noget om materialer og rumligheder. Vi skal også have en kulturhistorisk viden. Denne viden er væsentlig for at forstå ethvert objekt, da dette er stumt. Ud over form, funktion og konstruktion fremhævede LNB tiden som værende en væsentlig dimension. 

LNB refererede til Umberto Eco, som skriver, at mennesket er på opdagelsesrejse efter det skønne. Med denne reference pointerede LNB, at arkitekter bør søge mere efter kriterierne for, hvad der giver god arkitektur. Han efterlyste desuden en mere dybdegående og faglig arkitekturkritik i Danmark.

LNB viste to eksempler på forskellige tilgange til ombygninger: En æstetisk ombygning udført af Carlo Scarpa på Castelvecchio og en proceshistorisk ombygning udført på Koldingshus af Inger og Johannes Exner. Scarpas tilgang var ifølge LNB udelukkende kunstnerisk, hvor formsproget spiller på kontrasterne mellem f.eks. det nye og det gamle. Der er blevet taget æstetiske valg til fordel for at bevare. På Koldinghus har ægteparret Exner derimod haft tilgangen: addition. Her er flere spor af bygningen bevaret for at fortælle historien om tidligere tider.

LNB mener, at vi ser for mange kedelige resultater af restaureringer og tilbageføringer. Vi skal stille spørgsmålstegn ved hvilke kriterier, vi bevarer ud fra. LNB appellerede til, at vi tænker i værdier, selvom vi risikerer kritik fra senere generationer, men dette er et ansvar, vi skal tage på os.