Seoul Hybrid Urban Body, forkortet Seoul H.U.B, er et arkitektonisk eksperiment om at etablere en struktur i skalaen mellem by og bygning i den urbane kontekst i Seoul i Sydkorea. Projektet består af en strategisk skala [zoom-out] og en bygningsskala [zoom-in] i et forsøg på at integrere byplanlægning og bygningsdesign, som repræsenterer to sider af arkitektur, der sjældent går op i en højere enhed.
Strategi
En af de grundlæggende teser i projektet er, at i forhold til den nuværende udvikling i Østasien er befolkningsfortætning af asiatiske storbyer uundgåelig, og at denne fortætning ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Tværtimod har en by med høj tæthed mange fordele i forhold til byrumlige kvaliteter, offentlig transport, levende urbant liv, etc. [Kvaliteterne ved tæthed er baseret på forskellige bøger og artikler som f.eks. Farmax af MVRDV, Qualities Of Density af Rudy Uytenhaak, Sustainable Compact City af Poul Bæk Pedersen, etc.]
Ved at udnytte spildte arealer, som er dækket af veje, er den strategiske side af projektet en metode til at fortætte en by som alternativ til forstadsbebyggelser. H.U.B.’s beliggenhed er henover Olympic Highway mellem Yeouido Ø og Yeongdeungpo fastland og dækker et samlet område på 27 hektar. Fem lag [bebyggelsesfelt, tværforbindelser, offentlige programmer, åbninger og ekspansioner] udgør den samlede strategi for en struktur hævet 8 meter over Olympic Highway, som medierer både infrastruktur og nye programmer. For at komme ned i bygningsmæssig skala, er halvdelen af projektet fokuseret på et zoom-in midt i strategien mellem Saetgang Økologi Park og Singil Station - en traffikale hub for området.
Struktur
Intensionen er skabe vibrerende og dynamisk atmosfære i Hybrid Urban Body fuld af aktivitet og liv. For at undgå store, ”døde” byrum uden mennesker og liv er strukturens programmer organiseret i en programmatisk defragmenteret krop i stedet for solidære, isolerede objekter med store, åbne rum imellem. Sub-programmerne for de tre overordnede offentlige enklave-programmer [kulturmuseum, digital kunstskole og biograf kompleks] er mixet sammen til en uigenkendelig sammensætning, der gør, at strukturen hverken er by eller bygning men en hybrid af de to. Samtidig er 40% af de offentlige programmer selvgenererende elementer ment på den måde, at de ikke er designet fra starten men opstår over tid for at dække de skiftende behov, der opstår i en urban situation. Denne ad hoc udvikling sikrer en høj grad af fleksibilitet i strukturen, så den kan ændre sig over tid. Projektet er en proces snarere end et endeligt design.
Rune Madsen, july 2009
E: runebadone@gmail.com
W: www.runebadone.com
