Institut for By og Landskab E10

||||||||||
Tema og fokus efterår 2010

Megapolen - asiatisk storbyvækst i en udviklingsøkonomi

Efterårets projektarbejde er henlagt til Ho Chi Minh City i det sydlige Vietnam. Ho Chi Minh City (HCMC) er den største by i Vietnam og er en hastigt voksende by med 10 mill. indbyggere, mens Hanoi, som er hovedstad i Vietnam, har 5 mill. indbyggere. HCMC, også kendt som Saigon, er en gammel by, der kan spores tilbage til slutningen af 1600 tallet, og arkitektonisk bærer den ældste del af byen tydeligt præg af, at Frankrig var kolonimagt i næsten 100 år (1859 – 1954). I de seneste 50 år har byen bredt sig over et stort område, og der synes ikke at have været nogen overordnet plan for byens udvikling.

Transport i byen foregår hovedsagelig på motorcykler. Der anslås at være 5 mill. motorcykler og trafikintensiteten er ubeskrivelig. Der findes dog et velfungerende bussystem, som dækker det store byområde, og det er let at komme rundt med bus, om end det tager tid. Der forventes at komme flere biler i de kommende år, og der bygges vejanlæg til at afvikle trafikken, ligesom en metrolinie er under anlæg.

Vietnam er et udviklingsland, og i økonomisk henseende betyder det, at der er billig arbejdskraft, og der er nok af den. Uddannelsesniveauet er lavt og sundhedssystemet er mangelfuldt. Men Vietnam er også et gammelt land med en gammel kultur, der gennemsyrer samfundet, og en af de store udfordringer er, hvorledes denne kultur kan overleve og føres med over i et globaliseret samfund.  Vietnam deltager foreløbig på det nederste trin i verdensøkonomien med leverance af billig arbejdskraft til industriel produktion, som er flyttet fra den rige til den fattige verden, og økonomien har i de seneste år været i konstant høj vækst.

Efterårets projektarbejde tager udgangspunkt i denne problemstilling og i udvalgte distrikter i Ho Chi Minh City. Projektarbejdet indledes med en studierejse til HCMC i sidste halvdel af september. Arkitektskolen har etableret samarbejde med Arkitektskolen ved Universitetet i HCMC, og vi forventer at kunne organisere en workshop med deltagelse af vietnamesiske planlægningsstuderende, hvor vietnamesiske og danske studerende laver mappings i udvalgte distrikter og lærer af hinanden.

Semestret organiseres i den første periode som gruppearbejde, hvor alle instituttets bachelor- og kandidatstuderende samarbejder om at researche og etablere et fundament for de efterfølgende projekter.  Den fælles researchperiode afsluttes med at grupperne præsenterer visioner for udvalgte temaer og områder. Efter denne fase arbejdes individuelt eller i små grupper om projekter inden for den fælles ramme.

Foreløbige, mulige temaer for efterårets projekter:
- Omdannelse af det historiske Saigon. Muligheder for bevaring af historiske parker, gadestruktur og bygninger i konkurrence med prestigefyldte højhus byggerier.
- Kvartersforbedringer i de tætteste bydele nær det historiske distrikt med fokus på byens relation til vandsystemet / floderne.
- Principper for fortætning og reorganisering i yderområderne og principper for udvikling af nye byområder på ’bar mark’.
- Porøsitet og mulige urbane landskabsprojekter i den asiatiske megapol.

 

 
Helle Dahm
30.08.2010