Institut for By og Landskab E10

||||||||||

Instituttets grundkursus er bygget op af 3 moduler, der gentages efter hinanden, med et modul pr. semester. Grundkurset består i dette semester af følgende 4 kursuselementer: Professionen, Landskabsteori, Landskabsmorfologi og Byteori.

PROFESSION: Temaet vand i praksis, 2 kursusgange, 1 hel dag
Chris Kvisthøj (kursusansvarlig)

Den landskabsfaglige håndtering af vand kan relatere sig til mange problematikker og have mange udtryk. I denne kursusdel præsenterer inviterede gæster forskellige landskabsfaglige perspektiver på temaet vand, som det opleves fra praksis. Vandtemaet diskuteres set med et organisatorisk perspektiv, set med et projekteringsperspektiv og set med et fænomenologisk perspektiv. Kursets formål er, med afsæt i semesterets tema, at bibringe de studerende viden om nogle af de forskellige praksisvilkår og udfordringer som landskabsarkitekten møder i det professionelle liv.

LANDSKAB TEORI: Modul C.  Have- og landskabshistorie
6 kursusgange, 4 formiddage + 1 hel dag
Chris Kvisthøj (kursusansvarlig)

”The gardens of history are being replaced by the sites of time”
- Robert Smithson 1968

I dette semester kar kursusdelen i landskabsarkitekturteori fokus på den historiske havetradition.
De historiske haver er en væsentlig del af den arkitektoniske kulturarv. Det er en del af kulturarven som om noget er levende og i udvikling og som landskabsarkitekter skal kende og forstå for at kunne forvalte og videreføre. Samtidig står de historiske haver som det vokabular af rum, form og materiale, som der trækkes på og viderefortolkes både i moderne have- og landskabsarkitektur og i arkitekturen i bredeste betydning som rumlig kunstart og ’placemaking’. Kursusdelen omfatter forelæsninger ved inviterede gæster med gennemgang af den italienske, franske, engelske og islamiske have samt en studietur med danske eksempler og plantestudier. Kursets formål er at bidrage med historisk og teoretisk viden indenfor det landskabsfaglige område.

 

LANDSKAB MORFOLOGI: formgivningsmetodik, workshop
6 kursusgange, 3 hele kursusdage
Chris Kvisthøj (kursusansvarlig)

“…landscape exceeds typical architectural concerns with formal stylistic appearance, and demands a more focused attention to the design of method, process and configuration of emergence.”  - James Corner 2006

Workshoppens morfologiske metode tager udgangspunkt i landskabsmediets fundamentale principper om det levende, om genese og udvikling. Formgivning forstås her både som den materielle og geometriske form, dens skabelse og dens foranderlighed og fortsatte udvikling. Workshoppen undersøger mulige formgenererende mekanismer, som kan relateres til vand. Kursusdelen forløber som en 3 dages intensiv workshop. Formålet er generelt at udvikle den studerendes metode til formeksperimenter som tager et landskabsfagligt afsæt samt specifikt at generere materiale som kan videreudvikles i de individuelle projekter.

 
BYTEORI: Modul C. Moderne Urbanitet
5 kursusgange med udgangspunkt i centrale tekster
Kursuslærere: Morten Daugaard og Tom Nielsen med Niels Albertsen som gæst

Denne kursusdel søger mod at give de studerende en oversigt og et overblik over urbane teorier og forståelsesrammer fra den tidlige byteori i starten af det 20. århundrede til aktuelle karakteristikker af netværksbyens urbanitet i en nutidig 3. urban revolution. De centrale overskrifter er 1) Den tidlige byteori, 2) Chicagoskolen og den klassiske byteori som basis for moderne byteori, 3) Offentlighed, tab af offentlighed og storbyernes liv, 4) Hverdagsliv og konstitueringen af det offentlige som tilegnelsen af rum og 5) Netværksbyens urbanitet. Formålet er at udstyre de studerende med en viden om og et kendskab til de urbane teorier der op til det 20. århundrede og i løbet af århundredet har haft en afgørende indflydelse ikke bare på udviklingen af byen og de bymæssige områder med også på den arkitektoniske udvikling i øvrigt. I relation til hvert enkelt tema med udgangspunkt i centrale originale tekster af af de vigtigste teoretikere. Kompendium udleveres og diskussionerne i kursusforløbet baseres på de konkrete tekstgennemgange.

Nyt indhold

 
Helle Dahm
30.09.2010