Elbilen repræsenterer en ny måde at transporteres på, en anderledes køreoplevelse og dækker et andet kørselsbehov, end den traditionelle bil. Dette bør have en konsekvens i forhold til interaktion med elbilen.
Vi har lavet et instrumentbræt til en elbil, ud fra sammenkobling af to problemstillinger; design ud fra kvindens værdier samt elbilens tilgængelighed.
MÅLSÆTNING Den overordnede målsætning har været at gøre et avanceret elektronisk produkt let tilgængeligt. - At gøre det nemmere for føreren at finde, forstå og bruge bilens signaler og funktioner. Vi vil ikke køre bilen for føreren, men give optimale muligheder for selv at køre - mulighed for at holde øjnene mest muligt på vejen og hænderne mest muligt på rattet.
Vores design skal skabe nysgerrighed omkring elbilen, gøre den til noget helt særligt og egent, enkelt og lækkert, for på den måde at skabe merværdi.
FOKUS Opgavens fokus ligger på elbilens instrumentbræt, platformen er en elbil, der pt. er under udvikling i Danmark. Denne bil er midterstyret, hvilket vi har taget med som en præmis for vores designopgave.
Som nævnt, repræsenterer elbilen en ny måde at tænke transport og køremaskine på. Maskinen er anderledes, køreoplevelsen er anderledes, aktionsradius og fart er anderledes, hvorfor instrumentbrættet ligeledes bør tænkes på ny. Instrumentbrættet er i høj grad med til at fortælle historien, hvilken type bil, der er tale om - hvor let eller svær er bilen at køre, hvad kan føreren forvente…
MÅLGRUPPE Udgangspunktet tages i de værdier og behov, kvinder med børn mellem 0-15 år har. De bruger bilen dagligt - til og fra arbejde, på arbejdet, til at køre børn i institution/skole, indkøb, til og fra egne og børns fritidsaktiviteter osv. Altså mange små ture i lokalområdet, hvor elbilen egner sig godt.
VÆRDIER Bilen har traditionelt været designet af og til mænd - vi tror på fordele for begge køn, ved at se designet gennem et nyt perspektiv - kvinders værdier! Gennem undersøgelser og interviews med en fokusgruppe på 6 kvinder, har vi sat ord på de værdier, der har dannet rammen om vores design.
I forhold til instrumentering, er det værdier som sikkerhed via overblik, pålidelighed og kontrol, der betyder noget for kvinderne. Interaktionen skal foregå nemt, logisk og uden at fjerne fokus fra vejen. Instrumenteringen skal være overskuelig, let tilgængelig og selvforklarende og ikke stille føreren i situationer, hvor denne føler sig utilstrækkelig og ude af kontrol.
Det var også vigtigt for kvinderne, ikke kun at få at vide, at noget var galt med bilen (via lysende kontrollampe), men også, HVAD der nøjagtigt var galt og, hvad de KUNNE GØRE ved det. Dette ekstra forklarende lag er indbygget i en app til smartphones. Udover disse supplerende og uddybende forklaringer til føreren om bilens tilstand, ligger f.eks. også radio/musik-funktionen i smartphonen, som er at betragte som nødvendigt ekstraudstyr til denne elbil.