Et vinotek med kulturlandskabelig fortælling Finkaen Casa y Torre de Los Balcones, ligger i udkanten af bydelen Urbanización Los Balcones, ca. 5 km sydvest for byen Torrevieja på Spaniens sydlige del af østkysten Costa Blanca. Bygningen er fredet og opført i midten af det 19. århundrede. På grund af sine mange balkoner, har den lagt navn til bydelen, som betyder “Balkonernes urbanisering”. Urbanización Los Balcones er et meget nyt boligområde. Den første bebyggelse startede i 1968 og før det, var der blot vidtstrakte marker. Disse marker tilhørte Finkaen Casa y Torre de Los Balcones og dengang dyrkede man vin, oliven, mandler og johannesbrød. Finkaen havde også stor betydning for de andre gårde i området, idet den også stod for at presse og opbevare deres produkter. I august måned stiger indbyggertallet i området fra ca. 170.000 til 800.000. Dette er medvirkende til at der eksplosivt opstår meget nybyggeri, trods mange tomme eksisterende bygninger. Disse eksisterende bygninger står således og forfalder, og der er i dette tilfælde endda tale om en fredet bygning. I sammenhæng med dette, bliver enhver bar plet bebygget og den spanske natur og ikke mindst kultur er dermed ved at gå tabt. Jeg fandt det derfor interressant, at undersøge den spanske fredningsholdning og i den forbindelse arbejde med en eksisterende smuk spansk bygnings potentialer. Min intention med projektet er at udarbejde et skitseforslag til en fremtidig funktion for finkaen Casa y Torre de Los Balcones, beliggende i Urbanización Los Balcones. Jeg ser det som et vigtigt element, at finkaens fremtidige funktion er relateret til dens kulturhistorie, så symbolværdien derigennem understreges. Man kan således igennem finkaens funktion få fortalt historien om områdets kulturhistorie. I sammenhæng med, at Spanien er en af verdens tre største vinproducenter, har jeg valgt, at finkaen skal indeholde et vinotek, og derigennem fortælle historien om finkaens tidligere funktion samt områdets landbrugsproduktion. Der bliver ligeledes plantet vinstokke i området, så man kan følge druen fra vækst, høst til vinproduktion. Finkaen ligger i udkanten af Urbanicazión Los Balcones, længst mod vest. Den har dermed stadig kontakt til de landskabelige marker mod vest og i kontrast til dette grænser finkaen op til bydelen Urbanización Los Balcones mod øst. Disse to karakteristiske kontekster er en del af finkaens historiske fortælling og områdets udvikling. Derved vil finkaen ligge placeret i overgangen mellem by og land, som således også kan forståes som forbindelsen mellem ny og gammel kontekst. Det er mit ønske at forene druernes vækst og høst, samt vinproduktionen og den æstetiske værdi, som denne også repræsenterer, med de besøgendes oplevelse på gården. Samtidig med at finkaen er et præsentationsobjekt for et produkt, danner den også ramme for en industriel produktion. Finkaens arkitektoniske bearbejdning og detaljering repræsenterer forholdet mellem den industrielle produktion, områdets eksistensgrundlag samt stemningen og nænsomheden i at producere god vin. Finkaen er en arkitektonisk iscenesættelse af vinproduktionens forskellige stadier. Det er således processen i fortællingen der bliver interessant frem for kun det enkelte produkt.